FAQ

Almindelig brug

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke bruger min reservation?
Du skal blot annullere din reservation i bookingsystemet. Såfremt annullering sker 2 uger inden eller hvis nogen andre bruger din reservation, koster aflysningen dig ikke noget. Hvis du har reserveret og ikke bruger reservationen, bliver du fuldt faktureret for denne reservation. Hvis du ikke bruger reservationen, skal du ikke påføre kilometertal i bookingsystemet.

Udlæg i forbindelse med køb af diesel, pærer, sprinklervæske?
Som udgangspunkt bør alle udlæg i forbindelsen med bilens drift klares med benzinkortene. Hvis dette ikke er muligt, opret en ‘log’ under bookingsystemets logbog med alle de relevante oplysninger og scan kvitteringen ind og send til klubadministratoren med henvisning til log-nummeret. Beløbet vil derefter blive fratrukket næste faktura.

Sprinklervæske mangler?
Køb sprinklervæske på tankstationen med benzinkortet og fyld på sprinklervæskebeholderen. Hvis du er i tvivl, konsulter instruktionsbogen.

Hvem er bilens fadder?
Fadderens navn står på køresedlen og i bookingsystemet.

Bilen virker meget beskidt
Så gør den ren. Husk at efterlade bilen i pæn og ordentlig stand.

Hvor kan jeg støvsuge bilen?
Brug tankstationens støvsuger. Støvsuger-jeton kan som regel købes med benzinkortet på tankstationen.

Bilvask?
Brug tankstationens bilvaske-anlæg – det kan som regel betales med benzinkortet. Basisvask er som regel fuldt tilstrækkeligt.

Hvad gør jeg med kvitteringerne fra køb på benzinkortene?
Du behøver kun at gemme kvitteringer for køb, der ikke er foretaget med foreningens benzinkort. Opret en ‘log’ under bookingsystemets logbog med alle de relevante oplysninger og scan kvitteringen ind og send til klubadministratoren med henvisning til log-nummeret. Beløbet vil derefter blive fratrukket næste faktura.

Hvornår bør jeg fylde diesel på bilen?
Senest når tanken er kvart fuld.

Hvornår bør jeg rengøre bilen?
Hver gang du har brugt den.

Jeg har brug for en tagboks?
Foreningen har ikke yderligere udstyr end der findes i bilen. Tagbokse og andet kan evt. lejes ude i byen.

Hvor lang tid før skal man booke en bil til weekenden, for at være sikker på at få en?
Man skal normalt booke ca. 10 dage i forvejen. Specielt er ferier og weekender vanskelige, men i de større ferier lejes der ekstrabile ind.

Hvor lang tid må man booke en bil?
Der er i princippet ingen begrænsning.

Kan jeg booke flere biler ad gangen?
Nej. Hvis husstanden har tillægsmedlemskab kan der dog laves mere end en reservation.

Hvilke benzinkort bruger foreningen?
Der er 2 benzinkort i hver bil.

Tekniske spørgsmål

Hvilken brændstof skal på bilen?
Brændstoftypen står på køresedlen, instrumentbordet eller ved påfyldningsstudsen.

Hvilken type dæk er der på bilerne?
Alle biler bliver monteret med vinterdæk i vinterhalvåret.

Der er gået en pære i forlygten eller anden lygte
Skift den. Køb en ny på tanken og betal med benzinkortet. Hvis du er usikker på, hvordan få nogen til at hjælpe dig – gerne mod betaling.
Biler der er leaset igennem Europcar kan få skiftet pærer, viskerblade m.m. hos Europcar på Gl. kongevej.

Batteriet er fladt
Kontakt den vejhjælp der er knyttet til bilen. Det kan findes i handskerummet.

Bilen er punkteret
Der er reservehjul i alle biler – hvis du er usikker eller ikke selv kan skifte hjul, tilkald den autohjælp der er knyttet til bilen (se handskerummet). Du skal også sikre at det punkterede hjul lappes ved enten selv at sikre det eller kontakt til fadder eller andet medlem.

Hjulkapsel mangler
Kontakt fadderen.

Jeg har hældt den forkerte benzintype på vognen
Hvis du ved en fejltagelse har kommet forkert brændstof på bilen, MÅ DU IKKE STARTE BILEN IGEN. Du skal omgående kontakte autohjælp.

Bilen udsender mærkelige lyde/lugte
Observer nærmere, og noter i logbogen (også i bookingsystemet) og underret fadderen.

Bilen vil ikke starte
Kontroller at batteriet ikke er fladt – hvis ikke kontakt autohjælp – telefonnummeret finder du i bilens instruktionsbog i handskerummet.

Hvor tit foretages der service og eftersyn på vognen?
Efter de forskrifter der er i instruktionsbogen.

Vinduesvisker virker ikke og bør skiftes
Køb nye vinduesvisker på tanken og skift dem. Hvis bilen er fra Europcar kontakt dem på Gl. Kongevej.

Parkering

Hvor må jeg parkere på Kigkurren?
Det er selvfølgelig mest hensigtsmæssigt at parkere på de 8 delebilsparkeringspladser på Kigkurren, men man må holde overalt på Kigkurren.

Hvor må jeg parkere i København og hvor skal jeg betale parkeringsafgift?
Der gælder selvfølgeligt de samme parkeringsregler for delebiler som for alle andre biler, dog med visse undtagelser:
1)    Man behøver ikke at betale parkeringsafgift i grøn og blå parkeringszone
2)    Der er etableret delebilsparkeringspladser i København, hvor man kan parkere i ubegrænset tid

Jeg har fået en parkeringsbøde
Hvis du vil undgå yderligere gebyrer, skal du selv betale din parkeringsbøde med det samme.

Der holder en fremmed bil på vores delebilsplads på Kigkurren
Gør ham venligt opmærksom på, at vedkommende holder ulovligt på en delebilsplads.

Diverse

Hvem har taget ’min’ bil?
Det er et godt spørgsmål – men tjek lige at bilen ikke står parkeret i en af Kigkurrens sidegader, ellers undersøg om der er andre lignende reservationer som din, da det desværre hænder at bilerne bliver forvekslet.

Ups, jeg har taget den forkerte bil
Det må ikke ske! Men hvis det alligevel er sket, skal du hurtigst muligt relevante medlemmer i Bryggebilen – fx via fadderen og vedkommende der skulle bruge den. DU skal efterfølgende sørge for, at de berørte reservationer bliver rettet hele vejen igennem i bookingsystemet. Det er en meget bøvlet fejl og det koster derfor et gebyr.

Hvad er fadders opgaver?
Det er fadderens opgave at sikre bilens overordnede drift (som fx kørselsregnskab, service-eftersyn og skadesudbedring) – men rengøring og andre mindre gøremål – det er den enkeltes brugers ansvar

Der er nogen som har glemt noget i bilen?
Vurder om genstanden kan blive liggende i bilen – send derefter en mail rundt til alle medlemmer.

Benzinkort mangler
Underret fadderen omgående, der så hurtigst muligt skal tage kontakt til det pågældende benzinselskab bag kortet.

Benzinkort er gået i stykker eller virker ikke?
Benzinkortet virker ikke, hvis man har brugt den forkerte PIN-kode 3 gange i træk. Efter 24 timer ophæves blokeringen igen. Hvis man er sikker på at dette ikke er sket, kontakt foreningens klubadministrator. Denne vil kontakte benzinselskabet for at undersøge sagen.

Jeg har mistet min nøgle til nøgleskabet
Kontakt foreningens klubadministrator eller formand.

Jeg har mistet nøglen til bilen
Kontakt foreningens formand.

Hvem skal jeg henvise nye medlemmer til?
Bed dem sende en mail til bryggebilsadm@gmail.com

Hvad sker der hvis jeg glemmer at indtaste mine kilometertal i bookingsystemet?
Den manglende indtastning vil udløse et gebyr, som opkræves sammen med reservationsafregningen.

Hvor hurtigt efter brugen af reservation skal bookingsystemet opdateres med kilometertallene?
Helst så hurtigt som muligt, men senest med udgangen af den måned lejeperioden ender.

Der er problemer med bookingsystemet
Kontakt klubadministratoren.

Jeg har glemt mit password til bookingsystemet
Kontakt klubadministratoren.

Skal jeg også notere kilometertal i bookingsystemet for ekstra biler lejet ind til ferier.
Ja.

I tilfælde af skade eller uheld

Der er kommet en ridse i lakken?
Noter det i bilens logbog (også i bookingsystemet) og henvend dig til fadderen.

Stenslag i ruden
Noter det i bilens logbog (også i bookingsystemet) og henvend dig til fadderen.

Personskade
Du skal tilkalde politiet. Kontakt bilens fadder og få hjælp til skadeanmeldelsen.

Materielskade
Vi tilråder dig at tilkalde politiet – men det vigtigste er, at du får modpartens præcise persondata, samt navne og kontaktdata på vidner. Kontakt bilens fadder og få hjælp til skadeanmeldelsen.

Indbrud i bilen
Frist ikke tyven – tøm bilen før tyven gør det – men hvis uheldet alligevel er ude – kontakt fadderen for hjælp med skadeanmeldelse.

Hærværk på bilen
ØV – kontakt fadderen for hjælp med skadeanmeldelse.

Hvad hedder Bryggebilens forsikringsselskab?
Kontakt foreningsadministrator.

Hvordan identificerer jeg mig overfor autohjælp?
Oplys dit navn og registreringsnummer. Der er et abonnementsnummer i handskerummet.

BB Logo